Labradoren blev introduceret i Danmark i løbet af 1950’erne og er i dag en af de mest populære hunderacer. Labradoren er mest populær i Nordeuropa.
Labradoren er en kraftig bygget hund af middelstørrelse. Den adrætte Labradors pels er kort med vandtæt underuld og kræver næsten ingen pelspleje, dog fælder den en del i perioder. Labradoren skal have tilstrækkelig motion for ikke at blive overvægtig.Labradoren i dag er en meget alsidig hund, som gennem målrettet avl kombineret med en vilje til at behage sin fører, er i stand til at løse mange opgaver, og anvendes derfor i vid udstrækning som Sweisshunde, narkohunde, servicehunde, jagthunde, familiehunde, lydighed, og agility.
- Uanset på hvilke niveau, man ønsker at labradoren skal fungere, er det nødvendigt at motivere og opdrage den i overensstemmelse med dens medfødte egenskaber og evner.
Labradoren er langt mere nuanceret end en venlig, glad og logrende hund med en god appetit…
Det var en engelsk godsejer, som i sidste halvdel af 1800-tallet så den sorte hund med det samarbejdsvillige sind. Labradoren stammer oprindeligt fra øen Newfoundland i Canada, hvor man krydsede forskellige vandapporterende hunde med Newfoundlænderen, for at få en noget lettere, men stadig arbejdsom og stabil, arbejdshund. De portugisiske handelsmænd medbragte deres gamle race, Cane di Castro Labreiro, som har utrolig mange fælles træk med Labradoren, og det er sandsynligvis denne hund, der har en dominerende rolle i labradoravlen.
Fiskerne brugte hundene som budbærer mellem bådene, til at apportere fiskeredskaber de havde mistet, til at slæbe net. Den vandglade apportør, som glad hentede ikke blot fisk, der røg ud af nettet, og bragte fortøjningsreb i land eller over til anden båd, reddede også mennesker, der faldt over bord. Om vinteren blev de brugt til at slæbe brændsel på slæder. I sommerhalvåret blev de ikke fodret og måtte selv finde deres føde, hvilket har gjort dem næsen altædende og umættelige. Navnet Labrador fik de først efter at være blevet bragt til England i løbet af 1800-tallet. Englænderne ville have hunde, som kun interesserede sig for vildt, som allerede var skudt eller skadet, altså eftersøgningshunde. Målet var at få rolige og sikre apportører.
I England blev Labradoren renavlede som apporterende hunde og der gik vældig sport, godsejerne imellem, i at have de bedste apportører. Der var stor prestige i at kunne fremvise et godt hundearbejde for sine jagtgæster og de gode labrador Retrievere var i høj kurs.
I 1904 blev racen anerkendt som selvstændig race i den engelske kennelklub. Omtrent samtidig begyndte man at afholde markprøver hvor også labrador deltog. Ret hurtigt viste denne race sig at dominere på markprøverne og i mellemkrigsårene etablerede Labrador Retrieveren sig som en særdeles kompetent apportør på markprøverne og på jagterne i England.
Siden dengang er Labradoren blevet udbredt over hele Verden. I Danmark er vi stadig tro mod den oprindelige tanke, nemlig at Labrador Retrieveren først og fremmest er en brugshund - en apporterende jagthund med et ganske bestemt væsen. Den skal først og fremmest være venlig overfor andre hunde og mennesker, den skal være nem at træne og have stor jagtlyst og så skal den ligne en labrador. Mange andre lande - inklusiv selve England - har givet køb på dette princip.
Labrador Retriever tilhører gruppen af apporterende fuglehunde. Den er generelt ikke interesseret i levende vildt. Labradoren skal forholde sig rolig ved jægerens side, følge interesseret med i hvad der sker, når skuddene affyres. Den skal markere, d.v.s. huske hvor fuglene falder - det kan være på enge, i skove, i vandkanter, der er overgroet af siv eller i åbent vand. Jægeren sender den 15 – 50 meter ud for at søge. Når den har fundet nedslags-stedet, leder den efter fugle og hårvildt (både anskudt og døde) ved hjælp af overvær og spor. Labradoren er hårdfør, når den arbejder. Derefter bringes byttet tilbage til jægeren. Den skal have en blød mund, da byttet ikke må få bideskader. Den har en fremragende lugtesans, og er en passioneret og meget adræt vandhund.
Labrador retrieveren er velegnet som familiehund. Den er kendt for at have stor tolerance overfor alle børn - kan dog være lidt voldsom i sin glæde - og venlig mod fremmede. Desuden er den normalt god til at omgås andre hunde og kæledyr uden antydning af aggressivitet eller ubegrundet skyhed. Knurre-snak er kun venligt. Signalreaktionen er god, dog kan de være lidt signalfølsomme, hvis en fremmed ikke kontakter hunden korrekt. Den tilpasser sig let og er en hengiven følgesvend. Den er intelligent, ivrig og villig til at adlyde, med et stærkt ønske om at behage. Labradoren er meget social, grænsende til det klæbrige, med en lille kropszone overfor familie, børn, fremmede og andre hunde. Den advarer dog familien, der kommer nogen. Den har en lille til ingen bytte- eller territorial bevogtning. Kønsmodningen sker ved 6-9 mdr.’s alderen , de er mentalt modne som 2 - 2½ årige og færdigudviklet fra 2½ til 3 år. De fleste inden for denne gruppe har en udpræget evne til at kunne koble af i et stressende miljø og kan finde sig i at skulle ligge/være i ro i lang tid. Labradoren kan ”vente sig ihjel”, men kræver faktisk en del meningsfuld aktivering, motion, tæt social kontakt for at fungere optimalt.
Meningsfuld aktivering for er labrador kan være apporteringstræning, sporarbejde, menneskesøg eller selvfølgelig rigtig jagt. Den har lyst til næsten alle former for indlæring, så længe det er på den bløde måde. Planlæg træningen som labradoren arbejder, i korte intense seancer med pauser imellem. Beløn ofte og gerne med at bære eller apportere. Madglæden resulterer tit i en tendens til at snappe efter godbid under træningen. Labradoren har et stort behov for at apportere - gerne i vand og at bære. En retriever vil typisk bære i op til to timer sammenlagt pr. dag, hvis dens apporteringsbehov skal tilfredsstilles. Som en venlig gestus vil den gerne tage fat om hænder og håndled (bære). Samarbejds- og kontaktøvelser vil den elske, da den har et stort behov for samarbejde og (krops-) kontakt. Problemløsning, den kan magte, vil styrke selvtilliden. Labradoren skal lære tidlig at ikke alle skal hilses på og hoppes op af, da den er meget kontaktsøgende og kan virke lidt voldsom. Den er afhængig af sin familie, men kan godt trænes til at være alene. Leg aldrig trækkelege, da der er stor risiko for en tendens til at tygge i byttet. Skæld heller aldrig hvalpen ud, når den bærer noget. Det kan minimere lysten til at bære og apportere. Hvis den har fået fat i noget forbudt, byt det ud med noget tilladt. Trække- og kastelege kan desuden stresse hunden uhensigtsmæssig. Labradoren er afhængig af at kunne bevæge sig frit under jagten, derfor anbefales at træne indkald og afstandslydighed. En retriever skal holde øje med hvor fuglen faldt ned, derfor anbefales det ikke at træne lineføring med kontakt for længe til lydighed. Den bryder sig ikke om den intense øjenkontakt som f. eks hyrdehundene. Desuden sætter den sig gerne på en skæv, hvalpet måde med det ene lår under sig.
Labradoren anvendes pga. sin alsidighed, lærevillighed og kvalitet som arbejdshund til en lang række funktioner. Den er i stand til at yde en stor og stabil indsats i arbejds-situationen som jagthund (særligt til vandapportering af fugle), tjenestehund for politi og redningstjeneste, Schweisshund, som servicehund for blinde og handicappede, terapihund, narko- og bombehund. Forsikringsselskaber bruger dem til at bevise påsatte brande og finde evt. svamp i bygninger. Ikke at forglemme en skøn familie hund, der har behov for at arbejde med sin ejer. Ejeren bør være en person med en stor og sportslig familie, der ikke er bange for dårligt vejr, alternativt en jæger af den venlige type, som forstår at aktivere sin hund også uden for jagtsæsonen. Opgaven er ikke det vigtigste for hunden, bare den får en!
Som en naturlig følge af Labradorens succes og anerkendelse i den engelske kennelklub blev der i 1916 formuleret en standard for hvordan racen så ud, og der blev afholdt udstillinger hvor racens eksteriør blev vurderet.
I Danmark registreres årligt ca. 2000 hvalpe i Dansk Kennel Klub og i Dansk Retriever Klub er der ca. 3000 medlemmer med tilhørsforhold til Labrador.
